Kurv 0
Betyder det noget, hvad og hvor meget, jeg drikker?

Det er vigtigt at få rigeligt med væske i løbet af dagen. Når man lever med urininkontinens kan det være svært at finde ud af præcis hvor meget væske man har brug for. Vi svarer her på de mest almindelige spørgsmål om hvad væskeindtaget betyder for dig og din krop.

Hvad kan jeg drikke?

Det handler om at finde en balanceret kombination af de ting, du godt kan lide.
Nogle drikkevarer har ry for at være vanddrivende, bl.a. kaffe, te og alkohol. Det er også korrekt, at der er vanddrivende ingredienser i disse drikkevarer. Men det smager jo godt! Og så længe du indtager dem i en rimelig mængde og supplerer dem med f.eks. vand, mælk, saftevand og lignende, har det typisk ikke den store betydning.
Drikker du derimod overvejende kaffe, te og alkohol, så kan det påvirke din urininkontinens i negativ retning, og det kan være en god ide, for både din sundhed og inkontinens, at drikke mere varieret.
Prøv dig frem!

Hvor meget kan jeg drikke?

I Danmark anbefales det, at raske mennesker drikker 1½ -2 liter væske i døgnet. Derudover optager du også væske fra meget af den mad, du spiser. Undersøgelser viser, at hvis du drikker mellem 1½ - 2 liter i døgnet, vil dit urininkontinensproblem ikke blive påvirket. Drikker du mere, kan du opleve hyppigere vandladningstrang og i nogle tilfælde også flere urininkontinensepisoder.

Hvad kan der ske ved at drikke for lidt?

Det er ikke rart at gå tørstig omkring. Men det kan i yderste fald også være farligt for kroppen at være i væskeunderskud over tid. Væskeunderskud er bl.a. forbundet med øget risiko for faldulykker, du kan opleve træthed og koncentrationsbesvær, forstoppelse, og du bliver mere sårbar over for urinvejsinfektioner. 
Undersøgelser viser, at urininkontinens ikke bliver bedre af, at man drikker for lidt. Så drik endelig dine 1 ½ - 2 liter om dagen med god samvittighed.

Hvordan undgår jeg ”uheld” om natten?

Hvis du drikker store mængder væske, eller spiser meget væskeholdig mad, efter kl. 18.00, kan du opleve gener med flere natlige udflugter til toilettet. Bliver du forstyrret af vandladningstrang flere gange om natten, kan det forringe din søvnkvalitet og dermed også påvirke dit aktivitetsniveau og overskud i løbet at dagen.
Hvis du derimod fordeler dit væskeindtag jævnt over hele dagen, kan du hjælpe dig selv til en rolig nattesøvn – og en sundere krop.

Hvornår kan det være nødvendigt at drikke mere end de anbefalede 1½ - 2 liter pr. døgn?

Der vil af og til opstå situationer, hvor din krop får brug for mere væske:

    • Hvis du har en sygdom, hvor kroppen har brug for mere væske til at udskille affaldsstoffer, f.eks. diarré
    • Hvis din læge anbefaler, at du drikker mere end 1 ½ - 2 liter om dagen, skal du altid følge lægens anbefaling
    • Hvis du har feber
    • Hvis du dyrker motion og sveder en del
    • Hvis du er tørstig
    • Hvis du opholder dig i varmen og dermed sveder en del

Hvordan ved jeg, om jeg får væske nok?

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du får væske nok, så spørg altid din læge. Men der er symptomer på væskemangel, du bør være opmærksom på hos dig selv, eller dine omgivelser, og som du altid bør reagere på:

    • Det mest åbenlyse: tørhed i mundhulen/tørst
    • Vedvarende forstoppelse
    • Mørk urin og langt imellem toiletbesøg
    • Hvis du oplever episoder med svimmelhed eller utilpashed
    • Muskelkramper
    • Hvis din hud virker tør

 

Se produkter inden for urininkontinens

Se produkter

Bliv klogere på urininkontinens

Åbn brochure